Materialer

Materialer snedkerkøkken

Vi udvælger nænsomt vores materialer med blik for det æstetiske udtryk og gode håndværk. Vi går ikke på kompromis, men håndplukker kun materialer med rette proportion og smukke overflader. Massivt træ er vores hovedmateriale og sikrer høj kvalitet og holdbarhed. Træ patinerer over tid og giver et vedvarende smukt udseende i dit køkken.

Vi arbejder med mange forskellige træsorter, der kan kombineres på et utal af måder, og så er vi vilde med at kombinere det massive træ med andre raffinerede materialer. Hos Woodform arbejder vi derfor også i marmor, granit og andre eksklusive materialer, som i kombination med råtræ giver et enestående udtryk i dit snedkerkøkken.

Kort sagt, har vi sans for detaljen og forståelse for, hvordan de enkelte materialer kommer bedst muligt til sin ret. Nedenfor kan du læse mere om de enkelte materialer.

Træ

Træets naturlige struktur, mønstre og nuancer giver hver eneste bordplade en unik udstråling. Med den rette pleje ældes træet med ynde og bliver kun smukkere med årene.

Bordplader i træ kommer i to kvaliteter af træ, nemlig massivtræ med stødsamlede stave og massivtræ med gennemgående stave. Massivtræ er et naturmateriale og deraf følger, at træet kan variere i udtryk.

Massivtræ kræver kærlig pleje og vedligeholdelse. Hos Woodform leverer vi kun bæredygtigt træ af bedste kvalitet. Vi bruger altid træ fra kontrollerede skovbrug rundt om i verden, indkøbt af særligt udvalgte samarbejdspartnere. Dermed sikrer vi, at miljøet beskyttes og at træet er produceret under bæredygtige forhold.

Marmor

Marmor er en blød stenart, bestående af kalksten, forskellige mineraler og organiske urenheder, som er formet gennem millioner af år. Betegnelsen marmor dækker over en stor variation af farver, mønstre og udtryk, der er afhængige af, hvor den brydes. Det skyldes, at de naturlige forhold veksler fra område til område og marmoren derfor har forskellige sammensætninger.

Da der er tale om et naturmateriale, vil hver råplade være unik. Plader fra samme blok, vil dog typisk være relativ ensartede med hensyn til farve og marmoreringer. Da der er store variationer mellem de forskellige typer marmor, har de også lidt forskellige egenskaber. Marmor tåler ikke syre, og man skal derfor ikke benytte afkalkningsmidler på bordpladen. Man skal også være opmærksom på at få fjernet syreholdige fødevarer eller væsker fra bordpladen, så der ikke opstår skader. Sådanne skader vil være uoprettelige.

Marmor er ikke varmefast og det anbefales derfor, at der altid benyttes bordskånere ved varme genstande. Hvis marmor udsættes for høje temperaturer kan det medføre misfarvning og risiko for revner i pladen.

Granit

Granit er en fællesbetegnelse for bjergarter, der er dannet under påvirkning af stort pres og kraftig
varme over millioner af år. Dertil er granit en af de hårdeste stenarter. Råpladerne skæres ud af store blokke, der brydes i de forskellige stenbrud. Da der er tale om et naturmateriale, vil der altid være store variationer og alle granitter har deres eget naturlige særpræg, som er forårsaget af naturens påvirkninger.

Granit kan tåle syre fra eksempelvis fødevarer, så længe det ikke bliver siddende. Man skal ikke bruge stærkt syreholdige produkter på stenen, da det kan forårsage uoprettelige skader. Bemærk desuden, at granit ikke er varmefast, og det derfor anbefales, at der altid benyttes bordskånere.

Keramik | Dekton

Keramik | Dekton er populært som aldrig før og er til dig, der gerne vil have en bordplade i et utroligt stærkt materiale, der tåler hverdagens slid i utallige år. Keramik er ridsefast, kræver minimal vedligeholdelse, tåler varme gryder, frosne varer og ild. Herudover falmer materialet ikke og klarer alle rengøringsmidler.

En bordplade af keramik har en meget høj brudstyrke. En bordplade i keramik er også miljøvenlig, fordi den kan genanvendes og indeholder genanvendte materialer. Keramik er lavet af sand, feldspat, ler og naturlige farvepigmenter, der bliver presset og bagt ved ca. 1200 grader.

Kompakt laminat

Kompakt laminat er lavet af papir og skabes ved at presse ca. 50 lag harpiksimprægneret og gennemfarvet papir under højt tryk og varme. Yderst på begge sider sluttes med et stykke dekorpapir, der imprægneres med melamin for at give pladen en klar og ridsefast overflade. Det færdige resultat er stærkt, stabilt, eksklusivt og nærmest uforgængeligt.

Kompakt laminat leveres altid i 12 mm. Den særlige konstruktion, med ca. 50 lag sammenpresset papir, giver til gengæld pladen en overlegen styrke på niveau med langt tykkere plader i andre materialer.

Lava

Pietra Lavica er lavasten fra vulkanen Etna, ren natur og historie. Lavaen brydes i store blokke ved vulkanen Etna, der er cirka 2 millioner år gammel og stadig aktiv. Lavablokkene skæres ud af vulkanen på Sicilien og fragtes til Verona, hvor blokkene skæres til skiver.

Lava bordplader er meget varierende i struktur og farve, patineres ved brug og bliver kun smukkere med tiden. En lava bordplade må ikke sammenlignes med granit, komposit eller lignende. Lavasten vil bære præg af at have været brugt, og der vil naturligt opstå ridser og skjolder som følge af brug.

Lava bordplader er for feinschmeckere, der tør vise, at deres køkken er et ”mad-værksted”. Pietra Lavica er garanteret varmefast og tåler hurtige temperaturskift og en varm bradepande. Derimod er den ikke syrefast, og eddike, klorin og lignende produkter kan forårsage skader på overflade.

Linoleum

Linoleum er et naturprodukt og er opbygget af tre lag; imprægneret filtpap, linoleumsgranulat og lak, som giver en solid overflade og slidstærkt produkt. Det leveres i 21 farver, som matcher tidens trends med pasteller, grålige eller støvede toner, som muliggør elegante og holdbare løsninger med et flot og individuelt udtryk. Møbler og inventar beklædt med linoleum får et flot, mat skær og er lette at vedligeholde.

Fenix laminat

Design og praktiske anvendelsesmuligheder går op i en højere enhed med Fenix laminat. Fenix findes i mange forskellige farver, der alle matcher naturens farver. Overfladen er mat, hvilket giver en lav refleksionsgrad, og så føles den silkeblød at røre ved.

På Fenix laminat er det nærmest umuligt at se fedtede fingeraftryk. Skulle der alligevel blive sat et fingeraftryk sørger den innovative nano-laminat for, at bakterierne ikke trænger ned i overfladen. Fenix laminat er desuden meget slidstærkt og modstandsdygtigt over for slitage.

Rustfrit stål

Rustfrit stål leveres enten i form af 1,5 mm rustfrit stål, der limes på en krydsfiner plade eller som massivt fladstål. Bordpladen tilpasses kundens ønsker, og vaske integreres i pladen og bearbejdes med stor dygtighed og akkuratesse, så samlingerne næsten bliver usynlige.

Bordplader i massivt fladstål laves i 5mm eller 8 mm massivt rustfrit stål. Som følge af den ringe tykkelse er det muligt at skabe et elegant og minimalistisk look. En bordplade i stål er så godt som uforgængelig og kan modstå næsten alt. Ved daglig brug af bordpladerne vil der fremkomme mindre ridser, som ikke fjernes ved rengøring. Dette er normalt og pladen vil med tiden fremstå med enestående patina.

Messing

Med bordplader i messing kan man tilføre sit køkken et eksklusivt look. Alle bordplader i messing leveres med en smukt slebet overflade.

Man skal være opmærksom på, at varmen fra svejsninger i messingplader påvirker materialerne og medfører farveforandringer. Derfor vil svejsninger i forbindelse med vaske og øgning af råplader efterlade synlige spor. Disse minimeres selvfølgelig af den efterbehandling pladerne får, men helt usynlige bliver svejsningerne ikke.

Ved daglig brug af bordplader i messing vil der fremkomme mindre ridser, som ikke fjernes ved rengøring. Derimod er disse med til at danne bordpladens helt unikke patina. Over tid vil messing, som en naturlig proces, begynde at changere i brunlige nuancer.

Messing

Sort glødestål

Sort glødestål er en stålplade, der varmevalses. Det betyder, at flydende jernmalm valses til den ønskede tykkelse. I nedkølingsprocessen opstår der glødeskaller i pladens overflade. Da processen ikke kan styres, vil hver plade fremstå unik.

Sort glødestål kan have farvevariationer fra oxideret sølvgrå over i blålige nuancer til sortgrå. Dette gælder fra råplade til råplade, men også indenfor de enkelte råplader. Ofte vil der være både skjolder, streger, små huller, valsespor, håndteringsmærker og ridser i overfladen. Disse er en del af det sorte glødeståls udtryk og kan ikke fjernes uden glødeskallen ødelægges.

Sort glødestål er herudover ikke rustfrit. Glødeskallen yder en vis form for beskyttelse, men over tid må det forventes, at der opstår rustpletter. Når glødestålet olieres vil rustpletter fremstå som mørkebrune pletter i overfladen.

Man skal så vidt mulig undgå at bruge sulfo og andre fedtopløsende midler på sort glødestål, da det øger risikoen for, at pladen vil ruste.


Silestone

Silestone er kompositsten, bestående af 94% kvarts og 6% bindemiddel. Den store mængde kvarts giver stor styrke til materialet, og trods variationer mellem de enkelte produktioner, vil Silestoneplader fremstå mere ensartede end natursten.

Silestone findes i mange farver og overflader. Silestone kan ikke betragtes som varmefast, da store temperaturspring og længere varmepåvirkning kan give skader i bordpladen. Brug derfor altid bordskånere. Trods sit høje indhold af kvarts er Silestone ikke fuldstændig ridsefast, men dog mere modstandsdygtig end natursten.

Corian

Corian® er et kompositmateriale sammensat af naturlige mineraler og akryl. Dertil er der tilsat farvepigment, der bestemmer farven på materialet.

Corian® er et hårdt, men smidigt materiale, der er kendetegnet ved sin store holdbarhed. Ved berøring føles Corian® varm og blød. Materialet virker lyddæmpende ved afsæt på bordpladen, og samtidig gør Corian®s lukkede overflade bordpladen til et hygiejnisk valg, da den er let at rengøre.

Corion

Snedkeri siden 1988 | Raffineret & Enkelt | Woodform detaljer

Snedker bad

W | Snedkerbad – Priser fra kr. 9.000,-

Vi tilbyder vores W | Snedkerbad Koncept til dig, som drømmer om at forenkle processen til dit snedkerbad møbel.

| SE PRISER HER

Interiør

W | Signatur – Priser fra kr. 5.000,-

W | Signatur Collection består af kommoder, skænk og lille side-natbord. Specialmål efter ønske.

| Se PRISER her

Pakhusene, Århus Ø

Snedker Bad & Interiør Studio

  • Parkering
  • Oplev forskellen
  • Åben efter aftale

| KONTAKT her